1. Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
2. Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
3. Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
4. Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
5. Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.
6. Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.
7. Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
8. Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.
9. Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.
10. Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.
11. Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.
12. Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
13. Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.
14. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
15. Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
16. Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
17. Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
18. Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
19. Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
20. Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
21. Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
22. Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.
23. Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.
24. Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.
25. Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
26. Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
27. Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.
28. Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.
29. HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
30. Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
31. Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.
32. Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.
33. HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
| 
