2 Tessalonikerne, Chapter 2

1. Men vi beder jer, brødre, med hensyn til vor HErres Jesu Kristi genkomst og vor samling til Ham,    2. at I ikke strax lader jer drive fra vid og sans og ikke skræmmes, hverken af nogen ånd eller af nogen tale eller af noget brev, som påstås at være fra os, og som siger, at Kristi dag er umiddelbart forestående!    3. Lad ingen bedrage jer på den måde - thi frafaldet må først komme og syndens menneske åbenbares: lovløshedens, fortabelsens søn,    4. han, som holder fast og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes "Gud" eller "Helligdom", så at han endog sætter sig som gud i templet og giver sig selv ud for at være Gud!    5. Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, da jeg var hos jer?    6. Og nu veed I, hvad det er, der holder ham fast, så at han først skal blive åbenbaret til sin egen tid;    7. lovløshedens hemmelige [[råd]] er nemlig allerede virksom - blot er der stadig een, der holder fast, indtil han bliver kastet ud!    8. Så skal Den Lovløse åbenbares, han, som HErren Jesus skal fortære med Sin munds ånde og tilintetgøre, når Han åbenbares ved Sin genkomst.    9. Thi Han kommer igen, efter at Satan har virket med al magt og tegn og løgneundere    10. og med al uretfærdighedens forførelse blandt dem, som går fortabt, fordi de ikke tog imod sandhedens kærlighed til deres frelse!    11. Derfor skal Gud sende forførelsens kraft over dem, så de tror på løgnen,    12. så at alle de, som ikke har troet på Sandheden, men har samtykket i uretfærdigheden, skal blive dømt.    13. Men vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, I, som er elskede af HErren, fordi Han udvalgte jer fra begyndelsen til frelse ved Åndens helligelse og ved troen på Sandheden,    14. til hvilket Han også kaldte jer ved Dét Evangelium, vi forkyndte, for at I skulle få del i vor HErres Jesu Kristi herlighed.    15. Derfor, brødre, stå altså støt og hold fast ved den Lære, vi overleverede jer, enten det var mundtligt eller ved vort brev.    16. Men Han Selv, Jesus Kristus, vor Gud og Fader, Som har elsket os og i nåde givet os en evig trøst og et godt håb,    17. Han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og tale!