1 Tessalonikerne, Chapter 2

1. Selv veed I jo, brødre, at vort komme til jer ikke har været forgæves.    2. Selvom vi også forud havde lidt og var blevet mishandlede i Filippi, som I veed, fik vi frimodighed i vor Gud til at forkynde Guds Evangelium for jer under mange prøvelser.    3. Thi vor formaning går ikke ud fra vildfarelse, ej heller fra urene hensigter eller svig;    4. nej, ligesom vi er prøvede af Gud for at få Evangeliet betroet, således taler vi heller ikke for at behage mennesker, men Gud, Som prøver vore hjerter.    5. Som I veed, optrådte vi heller ikke dengang med smigrende ord, heller ikke som skalkeskjul for havesyge - Gud er vort Vidne! -    6. ej heller søgte vi menneskers ære, hverken hos jer eller hos andre, skønt vi [[havde ret til at]] være jer til byrde som Kristi apostle!    7. Nej, vi var milde iblandt jer, som når en amme opfostrer sine børn,    8. og da vi således holdt af jer, besluttede vi at dele ikke blot Guds Evangelium med jer, men også vort eget liv, thi vi var kommet til at elske jer.    9. I husker jo nok, brødre, vort arbejde og slid; thi vi arbejdede nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til last og forkyndte Guds Evangelium for jer.    10. I og Gud er vidner om, hvor hellige og retfærdige og ulastelige vi var overfor de troende,    11. ligesom I veed, hvordan vi formanede og trøstede enhver af jer som en fader sine børn    12. og aflagde vidnesbyrd om, at I skal vandre værdigt for Gud, Som har kaldet jer til Sit herlighedens Rige.    13. Derfor takker vi også uafladeligt Gud, fordi I, da I tog imod Guds Ord, som vi forkyndte, tog imod Det, ikke som menneskers ord, men Som Dét, Det i sandhed er: Guds Ord, Hans, Som også virker i jer, som tror.    14. Thi I, brødre, er blevet efterfølgere af Guds Kirke, de, som i Judæa er i Kristus Jesus, fordi I har lidt de samme ting af jeres egne landsmænd, som de af jøderne,    15. som både har dræbt HErren Jesus og deres egne profeter, og som har forfulgt os af al magt. Gud har de ikke været til behag, og alle mennesker er de fjendske.    16. De har hindret os i at tale til hedningerne, så de kunne frelses. Således vil deres synders mål altid opfyldes! Til sidst vil vreden dog komme over dem!    17. Men fordi vi, brødre, blev berøvet jer for en kort stund - dog kun jert øje, ikke jert hjerte - skyndte vi os desto mere i vor store længsel efter at få jer at se igen.    18. Thi vi har inderligt ønsket at komme til jer; jeg, Paulus, både een og to gange - men Satan hindrede os!    19. Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor æreskrans, om ikke I, når vi skal stå frem for vor HErre Jesus Kristus ved Hans komme?    20. Jo: I er vor ære og glæde!